Race Story RAD 2023

En vild tur – En skøn fest – Et fantastisk samarbejde  

RAD 2023 var en eventyrlig tur. Det var en fest, hvor vi gjorde det sammen – crewet og jeg. Race story er ikke en samlet gennemgang af, hvad der skete fra første tråd, men et dyk ned i de momenter, der havde stor betydning for løbet. 

Tilbage i september havde jeg en samtale med min træner, hvor vi talte om målet for RAD. Vi blev hurtigt enige om at gå efter 92 timer og skære 10 timer af tiden fra 2022. Gennem de fleste træningspas har de 92 timer stået og blinket som en ledestjerne. Det var kun crewet og få andre, der blev informeret om målet. Jeg kunne mærke det blev for stort et pres, hvis det kom ud alt for tidligt. 

Til RAD i 2022 havde vi mange sociale pauser, hvor vi stoppede og talte med vores venner, der var kommet ud på ruten for at sige hej. Det var vildt fedt, men vi var også blevet enige om, at vi ikke kunne stoppe i år, for så vil de 92 timer være i fare. Det var meget svært for mig at køre forbi jer, der stod i vejkanten og heppede. Heldigvis var der enkelte steder, hvor det passede med, at crewet skulle skifte og benyttede vi os selvfølgelig af lejligheden for at sige hej. 

Mentalt forberedt 

Mandagen inden løbet, hvor vi skulle starte onsdag, havde jeg et møde med min arbejdsplads, hvor vi blev enige om, at jeg ikke længere skulle arbejde der. De sidste 3 år har jeg glædet mig til at komme på arbejde hver dag, så selvom det var min egen beslutning, var det alligevel lidt som at blive slået hjem i ludo. Derfor var mine tanker et helt andet sted, og fokus lå langt fra, at jeg skulle køre cykelløb, da vi stod ved startstregen.

For første gang i alle de år, hvor jeg har stillet til start i løb, kunne jeg mærke, hvor meget det betyder at være mentalt forberedt og udhvilet. Jeg var ingen af delene denne gang. Jeg var trist over at et års fokuseret træning og forberedelse ikke fik bedre vilkår fra starten. Der var intet at gøre ved det andet end at træde det ud gennem pedalerne. De første 200-300 km havde jeg svært ved at komme rigtigt i gang. Jeg cyklede og det gik egentlig ok stærkt, men jeg var utrolig træt. Havde mest af alt bare lyst til at finde et sted at sove. 

Race plan 

I ugerne optil RAD havde min træner lavet en raceplan. I mine øjne var den vild for den sagde 88 timer og dermed et gab på fire timer til mit mål. Jeg skulle holde et bestemt watttal for hver time, og det var på forhånd besluttet, hvornår jeg skulle holde pauser. I planen var der indlagt tre søvnpauser af 1,5 time og ca. fem powernaps af 20 minutter. Til sammenligning sov jeg fem gange i 2022 plus et utal af powernaps. Det var at presse citronen synes jeg, men ønsket om at skære 10 timer af tiden var stort.

Jeg har aldrig prøvet at følge en plan på den måde, men vi besluttede at give den et skud. I starten af løbet var vi lidt foran planen, hvilket var virkelig fedt. Jeg tænkte, at det nok skulle gå. Da vi rammer Sjælland, er vi pludselig næsten to timer bagud i forhold til planen. Crewet giver mig besked på at fokusere på at få lidt mere fart på. Jeg gør alt hvad jeg kan, og vi får indhentet det tabte. Flere gange får jeg meldingen at vi er præcis, hvor vi skal være i forhold til planen. Jeg er ret forundret over at planen holder, og min træner i den grad har vidst, hvad jeg kunne. Hatten af for det. Den sidste tur fra Kolding op til Århus bliver kørt fra kl. 24. Det er i mine øjne den hårdeste tur fordi der er så mange højdemeter det i kombination med en hård kulde gjorde at det var virkelig hårdt, og jeg må stoppe mange gange. Trods dette holder vi planen.

Uforudsete hændelser

Da vi er nået lidt under halvvejs, begynder min højre ankel/fod at gøre rigtig ondt, når jeg træder. Ved en pause får vi taget sko og strømpe af. Et stort område ved min ankel er rødt og hævet. Smerten kan jeg leve med og med lidt vidunder creme går det an. Ved næste pause er det røde område vokset til dobbeltstørrelse og nogen begynder at blive urolig for min tilstand. Området er hævet og meget rødt. Jeg får støttestrømper på og cykler videre, alt imens crewet søger gode råd for hvad det kan være. Buddene er flere lige fra en overanstrengelse til noget der kunne gå i nyren og give nyresvigt. På et tidspunkt kommer det på tale at tage mig ud af løbet, fordi de er bange for, hvad det kan være. Jeg bliver trist for, jeg har det fint, og smerten har fortaget sig. Vi bliver enige om, at jeg må forsætte, hvis jeg drikker mere og crewet tjekker min urin (læs: tisser i plastikposer) – og at jeg indvilliger i at tage på skadestuen, når vi kommer i mål.

Der bliver holdt godt øje med mig resten af turen, og heldigvis udvikler det sig ikke. Da vi kommer i mål, drøner vi på skadestuen, og her mener lægen at det blot er en overanstrengelse. 

To uger inden race har jeg fået fittet cyklen og sat tribøjler på styret, så jeg kan ligge ned for at slappe af og blive aero i vinden. Set i bakspejlet skulle jeg nok have trænet det nye set up i lidt mere end de tre ture, jeg nåede. I hvert fald resultere det nye set up i, at jeg de sidste 70 km får svært ved at holde mit hoved oppe. Det gjorde utroligt ondt, når jeg kiggede op. Lidt et problem i forhold til at holde øje med modkørende trafik. Note til mig selv. Husk at træne nyt set up mere end to uger inden race. 

Et særligt godt samarbejde 

Crewet arbejdede virkelig godt sammen, og de lægger alle kræfter i for at gøre det så let for mig som overhovedet muligt. Alt bliver klaret uden jeg bliver involveret, hvilket betyder jeg blot skal koncentrere mig om at cykle, drikke, spise og sove, når jeg fik lov til det.

I 2022 lærte vi at 1,5 times søvn var det der skulle til for at jeg er klar i hovedet til at fortsætte. Derfor var det også planen i år. Første pause får jeg ved Hanstholm kl. 07.00 efter at have kørt 321 km. Crewet sørgede for at jeg fik et varmt måltid inden jeg skulle sove. Følgebilen var indrettet med en super fin soveplads, hvor jeg nemt kunne finde ro.

Jeg husker særligt den sidste sovepause som lå 10 km før vi når Frederikssund. Vi er i skoven. Det er bælgravende mørkt, men fordi vi er på hjemmebane, finder vi hurtigt en p-plads, hvor vi kan holde. Jeg får min mad og bliver puttet. Da de vækker mig, og spørger om jeg ved, hvor jeg er, falder svaret prompte – nej. Jeg har ingen ide om, at vi er ved at cykle Danmark rundt. Det er stadig mørkt, da de vækker mig. Det er hundekoldt, og jeg er selv forundret over, at jeg bare trækker i det varme tøj, og sætter mig på cyklen for at fortsætte. Alt taler for at det er verdens dummeste ide, men videre kommer vi velvidende at det er den sidste rigtige lur, inden vi rammer Århus. 

Crewet er bag mig 24/7. Når klokken passerer 19.00 og frem til kl. 07.00 skal de være hos mig. Det er rart at der er lys fra bilen og mulighed for at tale med nogen, mens vi kører gennem natten. I år havde crewet valgt at køre skift af 10 timer for at sikre, der var tid til at køre frem på ruten, tid til at spise og sove. Når crewet skifter om dagen, kører jeg blot videre, men i de mørke timer er det forbundet med en lille pause som aldrig er særlig lang, for alt er planlagt bed til mindste detalje, og de er effektive som bare pokker. 

Da vi nærmer os Århus går det op for mig, at vi kan komme under 90 timer. Jeg skal egentlig tisse og kan ikke rigtig holde hovedet oppe, men vi kæmper os gennem de sidste kilometer sammen. En telefon ryger ud ad vinduet på følgebilen, men der er ikke tid til at køre tilbage efter den. Det sidste stykke mod mål går det bare ned ad. Jeg kan mærke trætheden, og en helt særlig forløsning over at vi klarede det. Da vi passerer målstregen, kan jeg ikke holde tårene tilbage. Vi bliver noteret tiden 89 timer og 57 minutter – det er PR og to timer hurtigere end det oprindelige mål. 

Her lidt over tre uger efter vi kom i mål, er trætheden ved at have fortaget sig. Foden er fin dog skal jeg ikke løbe med den, men det gør heller ikke noget, så længe jeg kan cykle. Mine hænder sover. Der er en underlig snoren, fordi nerverne er blevet klemt. Det er vildt irriterende, men igen så ved jeg fra sidste år, at det også forsvinder en skønne dag. Vigtigst af alt, så har jeg virkelig lyst til at cykle videre, og det er en rar følelse. 

Jeg er stadig rørt og meget taknemmelig over crewet’s indsats. De lagde alle kræfter i og passede virkelig godt på mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg får takket dem nok. 

Tak til alle jer der fulgte turen, kommenterede på vores opslag og mødte op ude på ruten. Det betyder mere end I regner med. 

Tak for jeres donationer til Støt Brysterne. Jeg er taknemmelig og glad for, at vi sammen kan sende 14.200 kr. videre til kvinder, der pt. kæmper med brystkræft. 

PS telefonen blev samlet op af nogle forbipasserende og givet videre til nogle hepper på ruten, så den kom også med over målstregen.  

PPS der var ingen punkteringer, og vi klarede det uden siddesår