RAAM DNF

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”. Velkendte ord fra vores egen Pippi Langstrømpe. Jeg bruger selv disse ord, når jeg står overfor noget jeg ikke tidligere har prøvet, og som jeg ved kræver noget af mig. Jeg brugte dem ved starten i Oceanside, gennem ørkenen over bjergene, i den stride sidevind i Kansas og videre derfra.

Dog havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle bruge disse ord om at udgå af RAAM. Alt hvad jeg tidligere har stille op i, har jeg gennemført. Derfor gør denne DNF ondt. Den nager mig, og jeg er skuffet, fordi jeg gennem to år havde forberedt mig på alle tænkelige scenarier. Samtidig ved jeg godt, at der er ting i dette løb, som man ikke kan forberede sig på, men jeg synes, jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne og alligevel rakte det ikke. Nakken gav op, og den havde ellers fået en del opmærksomhed gennem træningen. Det som nager mig mest er, at mine ben og sind havde det godt hele vejen. Jeg følte, at jeg kunne fortsætte i en uendelighed og havde på intet tidspunkt følelsen af, at jeg havde fået nok. Yderligere havde jeg bedt 10 skønne venner om at bruge deres sommerferie på at hjælpe mig, og jeg havde lovet vores sponsorer, at målstregen vil blive krydset. Samtidig var jeg ked af at skuffe alle jer, der fulgte med.

Al fornuft i mig siger, at vi gjorde det godt, så længe vi var med. Vi nåede langt og var i RAAM-termer relativt tæt på målstregen, selvom vi manglede lidt over 1000 km. Jeg ved godt det var klogt, at vi trak DNF-kortet og stoppede. Jeg ved, at vi gjorde alt, hvad vi på det tidspunkt kunne for at gennemføre.  Jeg ved, at jeg de sidste 24 timer af vores løb udsatte mig selv og crew’et for nogle farlige situationer, som kunne have betydet, at vi kom meget mere til skade end vi gjorde, og at jeg måske aldrig ville komme til at sidde på en cykel igen.

På et tidspunkt, ca, 10 km fra TS 38, cykler jeg op ad en lille bakke. Jeg føler mig frisk og udmærket kørende. Pludselig, og uden jeg kan forklare det, befinder jeg mig i den anden side af vejen meget tæt på at styrte. Bilen, der kommer imod mig, blokker bremserne og undgår at køre ind i mig. Det var voldsomt og tæt på, men jeg er mere fokuseret på at komme videre, og tænker ikke så meget over det. Senere på natten, hvor vi er på vej op ad endnu en bakke, rejser jeg mig op for at træde til og lade bagdelen få lidt luft. Det resulterer i, at jeg ender i asfalten meget tæt på midterlinjen, igen uden helt at vide hvad der skete. Der var heldigvis ingen modkørende, og jeg kommer igen op og kan køre videre. Situationer som disse vil vi helst undgå, men i et langt løb, hvor grænserne bliver udfordret til det yderste, er det svært helt at komme udenom uheld.

Trods en træt nakke og dumme uheld sidder jeg tilbage med følelsen af ikke at slå til. Blandet med en følelse af, at jeg ikke gjorde som vi aftalte. Det er følelser, der i denne her sammenhæng er ukendt for mig. Det eneste jeg har lyst til, er at råde bod på ’skaden’. Køre det brutale løb igen og komme over målstregen. Det er bare ikke lige noget man gør sådan fra den ene dag til den anden, og jeg må forlig mig med tanken om, at det kommer til at tage tid. RAAM kræver forberedelse, en del træning, økonomi og et enestående crew.  Det kræver også, at jeg igen fordyber mig i projektet og melder mine venner og veninder, at vi ses på den anden side.

Selvom jeg har lyst til at tage det først fly til San Diego og stille til start, så snart det er muligt, kommer det ikke til at ske. Min fornuft holder mig tilbage for jeg ved, at jeg og crew’er skal være 200% klar, når vi skal forsøge igen. Jeg har også brug for at sunde mig og komme helt til hægterne. Jeg har også brug for en tid, hvor fokus i min fritid er på andet end træning og projektet. Og så har jeg brug for at være sammen med alle dem, som jeg ikke har set i meget lang tid.  

Når alt det er sagt, så har jeg taget beslutningen om at gøre endnu et forsøg. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Nu har jeg på egen krop mærket brutaliteten, og jeg ved, hvad der venter. Jeg ved, hvor jeg kan forbedre mig. Jeg har en lang liste, der skal følges op på. Jeg skal have et crew på plads, jeg skal finde økonomi, også skal jeg være i endnu bedre form og være endnu stærkere (og lidt tyndere). Jeg vil bruge 2025 på et par mindre events, 2026 skal bruges på at teste form og træne crew ved et ultraløb i Europa eller Danmark… og i 2027 vil vi stille til start ved RAAM.

Når det er svært og DNF’en gnaver i sjælen minder jeg mig selv om, at solen står op i morgen og en ny dag venter, hvor alting kan ske. OG det klarer jeg helt sikkert! Jeg har lært utrolig meget af de sidste to år, og den viden vil jeg tage med videre i alle aspekter af mit liv. Og så glæder jeg mig over, at der heldigvis er andre ting i livet end RAAM som jeg nyder at beskæftige mig med.