Hvad er du bange for?

For nogen tid siden var jeg hos lægen til et af de mange tjek jeg går til, for at holde øje med, at jeg ikke har fået kræft igen. Det var en ny læge, og hun kendte ikke min historie. Hun lagde ud med en bemærkning om, at jeg vist cyklede en del. Det havde hun læst sig til i min journal. Hun havde også læst alt det andet. Underforstået om den tid jeg havde kræft. Hvad hun ikke vidste var, at et ganske almindeligt tjek hos lægen dengang satte en stopper for min deltagelse i RAAM.

Indrømmet, så havde jeg ikke set frem til den aftale hos lægen. Da jeg sad der og skulle sætte ord på de sidste fem år, begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. Det gik op for mig, at jeg er bange for at en sygdom igen skal sætte en stopper for min deltagelse i RAAM. Ubevidst havde jeg gået og bygget er forestilling op i mit hoved om at der helt sikkert var både det ene og andet galt med mig. En forestilling som var fuldstændig virkelig, da jeg sad der hos lægen.

Lægen var enormt forstående, og hun fik mig beroliget så meget, at hun kunne lave de nødvendige undersøgelser af mig. Hun forklarede, hvad hun kiggede efter og fortalte at alt umiddelbart så normalt ud. Der skulle tages en celleprøve som der først vil være svar på ugen efter.

Ventetiden på prøvesvar er en træls tid. Det er tid i ingenmandsland, hvor jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt. Det er en tid, hvor jeg håber på det bedste og forbereder mig på det værste.

Samme dag havde jeg en svømmeaftale med min bedste svømmeven. Vi skulle deltage i ‘Esrum Sø by Night’. To kilometer i koldt søvand og i belragende mørke. Over 100 svømmer var mødt op og det eneste, der lyste op i mørket var de havtasker svømmerne havde fæstnet til livet. Vandet var totalt mørkt, og vi kunne bogstaveligtaget ikke se en hånd for os.

Min logiske sans siger mig at jeg burde være bange for at svømme i det mørke vand, hvor jeg ikke kunne se, hvor jeg svømmede. Der kunne ligge alt muligt i vandet som jeg kunne svømme ind i. Der kunne være store søfisk, som synes det var spændende at nappe ud efter os og hvad fantasien ellers byder på. Faktum var bare, at jeg overhovedet ikke var bange i den situation, hvilket kom bag på mig. Den dag gik det op for mig, hvor bange jeg er for at en sygdom skal sætte en stopper for min deltagelse i RAAM.

At få kræft igen kan jeg muligvis håndtere, men jeg kan ikke klare at tæppet endnu engang bliver hevet væk under mig. Jeg vil nå til startstregen denne gang og fortsætte over målstregen for at sætte et punktum for den rejse jeg begyndte i 2018.

Heldigvis var jeg rask, så arbejdet frem mod RAAM fortsætter ufortrødent.