Vejret – min ubekendte ven

Vi har en tendens til at tale meget om vejret. Ofte for blæsten, regnen eller solen en vigtig plads i vores fortælling om det, vi har været samlet om, eller det løb vi har deltaget i. Det gælder bestemt også får mig. Når jeg cykler, er vejret altid med på godt eller ondt. Vejret er ikke afgørende for om det bliver en god tur, men jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at det ikke betyder noget.

Et ordsprog siger “Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning”

Det kan vi så diskutere, om vi synes er rigtigt. Jeg ved ikke, hvor du står, men jeg prøver altid at tage det mest fornuftige tøj på. Det er bare ikke altid det lykkedes. Derfor oplever jeg nogen gange dårligt vejr. Det kan tis-øse regne, og selvom jeg har taget mit bedste regntøj på med et tårnhøjt vandsøjletryk, bliver jeg våd. Det alt andet lige være skønt, hvis solen skinnede. Omvendt kan vi være ude på den varmeste og mest solrige dag og glemt solcremen og solbrillerne. Det er heller ikke fedt.

Påklædningen kan løse meget i forhold til vejret, men når jeg er ude i længere tid kan vejret ændre sig, og det er ikke altid at vejrudsigten holder stik. Vinden kan vende, så der er modvind både ud og hjem. Der kan komme en sky forbi med regn. Det er selvfølgelig enormt træls, der er bare ikke så meget at gøre ved det, når vi først er ude. Vejret er min altid ubekendte ven, når jeg planlægger en tur eller andre begivenheder.

Jeg cyklede engang til Paris. Det var min første cykeltur til byernes by, og jeg var spændt på, hvordan det skulle gå. Vi havde 8 dage til at køre turen. Da vi startede skinnede solen, og alt var godt. Som dagene gik, og vi kom længere og længere sydpå blev det koldere og koldere. På 4. dagen startede regnen, og den stoppede først da vi kørte ind i hjertet af Paris. Det var vi ikke forberedte på. Vi havde planlagt en tur sydpå, hvor det i vores forståelse blev varmere og varmere for hver kilometer vi kørte. Vi måtte bare være i det. Jeg husker, at jeg dengang besluttede mig for, at jeg aldrig skulle cykle i regnvejr igen. Det har ændret sig, men jeg lærte, at vejret er en ubekendt ven som jeg må håndtere, så godt jeg nu kan, når jeg er afsted.

Da jeg cyklede Race Around Denmark i 2022 havde foråret besluttet sig for at lege efterår. Da vi ramte vestkysten blæste der en stiv kuling ind fra havet. Jeg husker, at jeg glædede mig til vi nåede til Nymindegab, hvor jeg med sikkerhed vidste, at jeg havde medvind. Jeg blev virkelig blæst igennem, men der var intet at gøre andet end at træde i pedalerne og acceptere at farten ikke var så høj. Havde jeg sat mig ned for at vente på at det drev over, var jeg aldrig kommet i mål.

For mig handler det om, hvordan jeg håndtere det mentalt. Hvis jeg først går ned ad den opgivende vej, og synes det hele er uretfærdigt bliver det derefter. Hvis jeg i stedet vælger at acceptere det der er, bliver rejsen meget nemmere. Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved vejret andet end at møde min ubekendte ven med et smil og være i det.  

Jeg synes bestemt der findes dårligt vejr, men jeg gør alt hvad jeg kan for at acceptere det og holde mit mål for øje. Jeg kan alligevel ikke ændre på det. Det eneste jeg er herre over, er mit eget humør 🙂 også skal det godt nok regne meget før det ryger.