24 timer og 646 km

Dagen derpå og lidt tanker om hvad der egentlig skete i de 24 timer, hvor jeg havde sat mig for at cykle rundt i Zwift.

Vi lavede turen, fordi det er vigtigt for os (mig og det serviceteam, der skal hjælpe mig til RAD), at finde ud af, hvordan jeg reagerer på mange timer i sadlen kombineret med meget lidt søvn. Vi havde en ide om, at jeg kunne køre igennem uden søvn, men det lykkedes ikke. Vi havde også en ide om, hvordan jeg skulle spise og drikke, så jeg undgik kvalme – det lykkedes næsten. Og ja erfaringerne fra denne tur kan ikke overføres 1:1 i forhold il en tur i IRL, men den kan give nogle indikationer på, hvordan jeg har det med forskellige ting.

Da starten gik kl 10.00 var alt en fest. Allerede fra begyndelsen deltog klubkammerater, mine forældre og andre cykelinteresserede venner på Zwift og snakken gik på Discord. Jan og Christina sad på deres cykler ved siden af mig. De cyklede for en stund, men var også hos mig for at hjælpe med mad og drikke. Det var dejligt at opleve så stor en opbakning fra morgenstunden og tiden fløj afsted. Jeg spiste min frokostpizza på cyklen, drak energidrik kombineret med vand. Jeg prøvede, at undgå alt for meget sukker og spiste kun en lille smule af de skønne romkugler som mine forældre kom forbi med efter de første 100 km.

Efter fem timer gav jeg mig selv en pause. Den var kort og blev brugt på et hurtigt bad og tørt cykeltøj. Humør, mave, hænder, røv og ben havde det godt. Da jeg igen satte mig på cyklen lå næste pause 5 timer fremme.

Der var stadig venner der cyklede med mig i Zwift, hvilket er en stor fordel, da vi får glæde af at ligge på hjul og den adspredelse der er i at tale med folk undervejs. Efter fem timer var der igen pause. Tiden blev igen brugt på bad og rent cykeltøj. Det var forfriskende og det var ok at komme på cyklen igen, men lysten til at spise og drikke var ikke stor. Vi prøvede med noget nudel-halløj. Det gik ikke. Lugten var rigeligt til at sende mig i gulvet. Der blev lavet nudler med kun smør og salt – det fungerede ligesom den kartoffelpizza, der var lavet til turen. Vi lærte, at den mad jeg skal spise, når jer er presset, helst ikke skal smage af noget særligt. Energidrikken blev skiftet ud med saftevand, hvilket fungerede et par timer. Derefter var det også kvalmende, og jeg gik over til kun at drikke vand.

Efter fire timer på cyklen fik jeg igen en pause. Badet blev skiftet ud med 15 minutters hvile i sengen. Det var rart, at komme af cyklen, men om det havde nogen effekt er jeg stadig i tvivl om. Jeg havde kvalme og ingen lyst til at cykle videre, da jeg blev vækket. Mine hænder var i smerte, og de fineste vabler var begyndt at titte frem. Jan punkterede dem og satte noget plaster på, der faldt af igen, fordi plaster og fugtig hud ikke fungere særlig godt sammen. Min røv gjorde virkelig ondt, men en god omgang røvcreme blev smurt på med jævne mellemrum og heldigvis undgik jeg både sår og bylder.

Trætheden kombineret med en tiltagende kvalme blev min følgesvend de næste mange timer. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke vidste, hvad jeg havde lyst til, men jeg var udmærket klar over, at jeg skulle indtage både væske og energi. Det var hårdt at kæmpe med kvalmen samtidig med at der skulle trædes i pedalerne. Christina sidder ved min side og træder i pedalerne mens hun kommer med opmuntrende bemærkninger. Efter to timer blev jeg puttet i bad og fik 30 minutters hvile i sengen. Da jeg blev vækket var klokken 05.50 og jeg havde slet ikke lyst til at cykle. Kvalmen generede stadig, jeg var svimmel, mine hænder gjorde ondt var plaget af vabler, der bare kom igen, når vi punkterede dem og min bagdel havde set bedre dage.

På en eller anden måde får jeg noget cykeltøj på. Jan hjælper mig op på cyklen mens alt smerter og kroppen skriger på mere pause. Klokken er 06.02 og det føles som om der er 100 år til klokken er 10.00. På Discord dukker Tanja op og lige pludselig ligger hun foran mig i Zwift. Jan sidder ved min side og siger lige så stille ’du kan godt’. Tårerne triller ned ad mine kinder. Jeg må sige til Tanja, at jeg ikke kan snakke fordi energien kun lige rækker til at holde cyklen kørende. Vi er stille og mit eneste fokus er at holde cyklen i gang, drikke min morgen te og spise min morgenmad. Det tager tæt på en time at spise en enkelt bolle med ost, fordi kvalmen stadig hærger. I løbet af morgenen dukker flere og flere op og cykler med mig. Christina er igen ved min side og mens hun hjælper mig i Zwift kommer der sjove kommentarer og vi griner. 

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig en sådan opbakning. Flere kigger forbi på Discord for at heppe og på et tidspunkt tæller jeg 10 ryttere i Zwift, der hjælper mig. Det er hårdt, at køre de sidste kilometer, men opbakningen giver mig en helt særlig energi som på en eller anden måde får mig over målstregen.