Inde godt men ude bedst – trods alt

Foråret er kommet. Landevejen kalder på os med en insisterende stemme. Kom ud og mærk asfalten under cyklen og vinden i ansigtet.

Som så mange andre ting, der gentager sig år for år glæder jeg mig altid til at komme ud i den virkelige verden efter at have kørt utallige kilometer i Zwift. Men ligeså meget som jeg glæder mig, lige så bange er jeg også for den første tur. Det lyder åndsvagt for, hvad er der at være bange for. Jeg ved det godt – absolut intet!

Alligevel er der en lille frygt for at der er noget der går galt. Kan jeg huske, hvordan jeg skal gøre hvis jeg går sukkerkold eller cyklen punktere. Har jeg nu husket alt til at klare turen – og hvor langt kan jeg overhovedet cykle. Og vigtigst af alt – hvordan er det at cykle ude. Kan jeg holde en fornuftig gennemsnitsfart, når modvinden rammer og det begynder at gå op ad. Ved godt det lyder fjollet, men helt ærligt, så er det sådan, jeg har det.

I weekenden overvandt jeg endelig min frygt og Zwift blev skiftet ud med rå asfalt og vind i håret. Der var kontant afregning, da dækkene ramte asfalten og vinden tog fat i mig. Der skal arbejdes på en anden måde end på hometraineren både fysisk og mentalt, og som altid blev jeg overrasket over, hvor hårdt det er, at ude at køre ude i den virkelige verden. Efter en lang og god sæson inde troede jeg at formen var i top, men det føltes bestemt ikke sådan. Måske er det bare en følelse, måske er det virkelighed. Trods alt det var det selvfølgelig mega fedt at komme ud. Der er en helt anden rytme på cyklen og bevægelsesfriheden er helt i top. Jeg var, selvom det var hårdt, et stort smil hele vejen selvom vinden drillede, og jeg ikke havde fået medbragt nok energi.

Der er altid en løsning, og alt ordner sig.

Jeg er klar til næste tur på landevejen og erfaringerne fra den første tur tager jeg med på den næste – hårdt arbejde og mere energi!