Opbakning

For mig betyder det alt, at der er opbakning fra mine nærmeste. Jeg har aldrig betvivlet mine forældres opbakning til mine skøre projekter. De har altid været der også med kort varsel. Bortset fra en enkelt gang, hvor de kiggede meget skeptisk på mig og sagde, at det måtte jeg selv rode med. Jeg husker tydeligt den aften, hvor jeg fortalte dem, at jeg havde købt startnummer til Copenhagen Ironman. Der var de ikke særlig begejstrede.

I bund og grund tror mest af alt det handlede om, at jeg skiftede fra cykel til tri sporten, og de ikke helt forstod, hvorfor det nu skulle være sjovt. Samtidig opfattes triatleter oftest som enspændere og meget lidt sociale – og sådan en type var jeg jo ikke, mente de. Efter en lille tænkepause valgte de alligevel, at støtte mig og heppe mig hele vejen i mål. (og tri-sporten er også en social sport – især når der trænes)

Men jeg har også prøvet det modsatte af opbakning fra en person, der på et tidspunkt stod mig nær. Jeg kender ikke ordet for det, jeg var udsat for, men det var meget ubehageligt. Jeg husker flere episoder, hvor jeg havde sat mine aftaler i vores fælleskalender samtidig med at det var sagt højt, at det var noget jeg gerne ville. Der stod klart og tydeligt, at jeg var væk fra kl. 09.00-14.00, og alligevel blev der arrangeret familie eller venner på besøg lige i det tidsrum, hvor jeg havde planlagt at skulle cykle. Der blev aldrig spurgt ind til mine aftaler, de blev blot betragtet som ikke vigtige. Det betød, at jeg ofte ikke kom afsted. Muligheden for at nå begge dele eksisterede ikke. Det blev aldrig diskuteret.

Når jeg endelig kom afsted til en af mine cykelture var det fedt, så længe det varede. Det var sikkert som ammen i kirken, at jeg kom hjem til et surt fjæs. Lige meget hvor meget jeg ordnede og fiksede inden og efter mine cykelture, blev jeg mødt af surhed. Jeg skulle straffes, fordi jeg havde tilladt mig at være væk nogle timer og pleje min egen interesse.

Jeg husker særligt en episode, hvor vi ekstraordinært havde cyklet to dage i streg. Vi havde cyklet langt – i øvrigt første gang jeg cyklede en tur på over 200 km. Jeg kom hjem til surhed mens en af de andre piger fik blomster med en lykønskning om at have klaret den udfordring. Hun fik den fineste opbakning – jeg græd den aften.

Den endte, da jeg sagde fra over for den behandling og besluttede mig for at blive skilt. Jeg ved godt, at jeg selv bærer en del af ansvaret for, at det endte der, men jeg var som jeg selv betegner det ’langt under gulvbrædderne’ psykisk, og jeg havde svært ved at ændre situationen.

I dag er jeg sammen med en mand, der virkelig bakker mig op i mine interesser. Det er en helt særlig følelse, som jeg aldrig har oplevet før. Vildt at jeg skulle blive 45 år, før jeg mødte en, der ser mig og bakker mig op i det, der er vigtigt for mig. Jeg har tænkt meget over, at hvis man virkelig holder af en, kan man ikke andet end at bakke vedkommende op.

Nogen gange bliver det lidt mærkeligt, når jeg spørger ham om han virkelig mener, at jeg fx skal cykle en lang tur i stedet for at være sammen med ham. Han siger altid ja og tilføjer, at jeg må ringe, hvis jeg skal hentes et sted. Han spørger altid interesseret ind til, hvordan turen har været. Nogen gange, når jeg er rigtig heldig cykler han med. Det er fedt! Dog har jeg ikke fået blomster efter en cykeltur endnu, men de t gør ikke noget for det bedste af det hele er, at det ikke kun er i forhold til cyklingen, han bakker mig op.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at give igen af samme skuffe og jeg arbejder på ikke at falde tilbage i gamle dårlige mønstre fra et tidligere liv.