Race story

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte. Dagene blender ind i hinanden, så min fortælling om de 1600 km på cykel gennem vores smukke land bliver ikke en fuldstændig fortælling om et race fra start til slut, men en fortælling om mit første møde med ultra disciplinen.

Pedalerne trådte jeg selv hele vejen, men jeg kunne ikke have gjort dette uden holdet. De sørgede for at alt rundt om mig fungerede. Jeg har sagt det tidligere, men bliver nødt til at sige det igen – jeg er jer dybt taknemlig. I var alle en uvurderlig støtte på hver jeres helt særlige måde. Tak Alberte, Frode, Anja, Christina, Peter, Jan, Trine, Mor og Far.

Ultra disciplinen inden for sport har altid fascineret og tiltrukket mig, men jeg har aldrig undersøgt om det er noget, der er sjovt at bruge sin tid på. Siden jeg begyndte at cykle i 2014, har jeg altid nydt de lange ture, men jeg har aldrig kørt over 400 km, så da vi bevægede os ude på de 1600 km, var det ukendt land på alle måder. Op til løbet havde jeg talt med flere, der har kørt ultraløb, om søvn, mad, drikke og alt det andet. Der var aldrig et entydigt svar, men blot en masse gode råd og sjove historier. Med andre ord så vi måtte samle puslespillet undervejs, og bare håbe på, at vi i vores forberedelse havde fået alle brikkerne med.

Starten

Vi startede fra Kaløvig i Århus kl. 16.00. Hele dagen havde været præget af meget blæst og voldsomme regnbyger, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Mit humør og lysten til at cykle var heldigvis intakt og ikke påvirket af vejret. De første 150 km kører det godt. Der er medvind og bygerne har valgt andre steder at slå sig ned. Da vi runder de ca. 180 km er det blevet mørkt, vinden står lige på og bygerne finder os. Jeg husker et tidspunkt meget tidligt på morgenen, hvor vi bliver enige om, at nu kommer der ikke flere byger, og jeg bliver forkælet med tørre sokker og sko. Det var skønt de 10 minutter det varede inden regnen igen var over os.

1,5 times søvn

Hen på morgenen er der nogen, der beslutter, at jeg skal have mit første hvil. Vi er nået et sted over på vestkysten. Jeg er presset af nattens hårde vind, de mange byger og kulden, hvilket betyder, at jeg får den første nedsmeltning. Jeg er ked af det og kan intet overskue. Planen var, at jeg skulle sove i følgebilen men af forskellige årsager, bliver jeg lagt til at sove i autocamperen, der egentlig var tiltænkt teamet.

Da jeg bliver lagt til at sove er der ingen af os der ved, hvordan jeg reagere på kortvarig søvn, men vi havde besluttet, at prøve med 1,5 time til at starte med. Vildt nok føler jeg mig frisk, da jeg bliver vækket. Alt er godt igen og jeg føler mig klar til at sætte mig på cyklen, selvom der forsat blæser vilde pelikaner ind fra vest.

Mad og væske

Da jeg sidder på cyklen får jeg mad. Jeg spiser stort set alt min mad på cyklen for at spare tid. På turen ender jeg meget hurtigt i et stadie, hvor jeg ikke selv kan tage stilling til, hvad jeg har lyst til at spise og drikke. Hjemmefra har vi besluttet at min kost skal bestå af rugbrød med avokado/kylling/philadelphia, toast med peanutbutter/marmelade og hjemmelavede pandekager og myslibars suppleret med et enkelt varmt måltid i løbet af dagen. I min snack bag på cyklen er der hovedsagligt dadler og abrikoser. I forhold til væske havde vi beslutte, at jeg skulle drikke en dunk med Faxe Kondi blandet med vand derefter en dunk med rent vand – derefter Faxe Kondi osv. Alt det blev suppleret med varm lakrids te og ingefærvand kogt med sukker.

Indtag af mad og drikke fungerede virkelig godt. Jeg har tidligere døjet med kvalme på længere distancer, og vi var inden race utrolig nervøse for at det skulle ske, men heldigvis betød den konservative holdning til maden, at jeg havde det godt hele vejen. Når alt det er sagt blev jeg indimellem forkælet med lidt Finsk Lakrids fra Toms og de skønneste marcipanbrød fra Simply Chocolate, men det var begrænsede mængder.

Klar i hovedet hele vejen

Da vi endelig kommer ned til Nymindegab får jeg vinden i ryggen. Som jeg husker det suser vi over Jylland og det meste af Fyn. Jeg har helt sikkert sovet undervejs, men præcis hvornår er uklart i min erindring. Jeg husker dog en episode, hvor min datter kommer ind og vækker mig efter en af mine lure på 1,5 time. Indrømmet så blev jeg selv lidt skræmt. Jeg er helt væk, da hun vækker mig og kan intet huske om, hvor vi er eller hvad vi har gang i. Alberte siger til mig ’Mor, du skal op og cykle’ mit svar falder promte ’Hvorfor det?’ hvorefter Alberte prøver at forklare mig, at vi er i gang med et cykelløb, hvortil mit svar blot er ’Hvad mener du?’ Jeg får kigget mig rundt, og kan godt se, at vi er i en autocamper og langsomt kommer jeg op til overfladen og fatter, hvad det er vi er i gang med. Det var heldigvis den eneste gang, hvor jeg var uklar i hovedet. Under hele turen var jeg vågen og kunne uden problemer selv navigere efter min cykelcomputer. Selvfølgelig bliver jeg træt, men så fik jeg enten 15 minutter powernap eller en lang lur på 1,5 time.

Som at lægge et puslespil

Vi havde taget alle brikkerne med og havde en forestilling om, hvordan puslespillet skulle lægges og alligevel tror jeg, at alle blev overraskede over effekten af mangel på søvn og livet på landevejen, hvor der konstant var fokus på at holde mig kørende. Jeg ved, at vi alle sammen lærte meget om os selv og hinanden på turen. Jeg håber, at vi kan bruge vores erfaringer videre i livet og ikke mindst, hvis vi sammen eller hver for sig begiver os ud i en lignende situation. 

Sjælland er fyldt med gæster på ruten

Jeg bliver fragtet over Storebælt i bil. Tiden bliver brugt til at indtage lidt mad og lave en opdatering på facebook. Da vi lander i Korsør, er jeg igen klar til at hoppe på cyklen. Jeg ved der venter omkring 500 km på Sjælland, men hvad jeg ikke ved, er at virkelig mange venner vælger at møde mig på ruten med hep og flag. Det var enormt dejligt at få den opbakning ude på ruten. Jeg ved, at nogen af jer oplevede en næsten normal Ditte og andre oplevede en træt og meget brugt Ditte. I skal vide, at selvom jeg ikke havde det store overskud til at tale med jer så betød alt, at I kom. Nedenfor et lille udsnit af de billeder, der blev taget.

På hele turen modtager jeg løbende hilsner fra nær og fjern. Holdet, der sidder i bilen læser dem op for mig, og de rører mig meget. I skal alle have en stor tak for at I gennem de hårde kilometer får mine tanker på afveje.

Mine arme giver op

Da vi er på vej tilbage over Fyn begynder mine arme at give op. Jeg har svært ved at holde styret. De vil ikke rigtig blive i strakt position, og min overkrop falder ned over styret. Mit team foreslår, at jeg kommer over på min tri-cykel, hvor jeg kan ligge ned i bøjlerne. Det tør jeg ikke grundet enorm træthed og usikkerhed på, om jeg kan sidde på cyklen. I stedet foreslår jeg, at de binder mine arme samme, så de kan blive en den strakte position. Jeg har ikke rigtig held med mit forslag. Der er ikke andre end mig, der kan se det smarte i det. Det ender med at jeg får tapet mine arme op, så der er lidt støtte. Det hjælper lidt, men stadig ikke helt nok.

Ved sidste check point dukker Emilie op. Hun har sin briks med og i pausen får jeg en behandling og mine arme bliver igen tapet op. Da jeg igen er på cyklen, kan jeg mærke en bedring, men mine arme vil ikke helt som jeg vil. Jeg kan cykle 5 km og derefter er der brug for en pause. På det tidspunkt er der over 200 km tilbage af turen. De sidste 200 km bliver kørt med en lille pause for hver 5 km. Sjovt nok havde mine ben det fantastisk på hele turen. At det blev mine arme der gav op først, havde jeg ikke lige set komme (der skal nok trænes noget mere overkrop)

Vind, regn og kulde

Næsten hele turen er præget af meget vind, voldsomme regnbyger og kulde. Det var hårdt at køre i. Nætterne er som regel vindstille, og der er mulighed for at få noget ro. Det var der bare ikke lige den weekend. Nætterne var iskolde og min Garmin computer registrer ned til 4 grader + chillfaktoren lagt oveni. Det eneste jeg kan gøre er at iføre mig mit varmeste vintertøj, som vi heldigvis har taget med, også bare træde i pedalerne. Det er først søndag morgen vinden lægger sig og solen sådan rigtigt kigger frem. Først her oplever jeg at vejret er med os.

I mål

Efter 101 timer og 59 minutter krydser jeg målstregen. Hele holdet er samlet og mine piger står og tager imod mig. Det er forløsende endelig at køre over målstregen. Det var en hård tur, men også en utrolig smuk tur, og jeg har set afkroge af vores land, som jeg aldrig har set før. Det var særlig hårdt at køre i det forbandede dårlige vejr, men nu ved jeg, at jeg kan det.

Jeg fandt, det jeg kom efter

Målet for turen var at finde ud af om det var sjovt, og om jeg kunne finde ud af at sidde på cyklen i så mange timer uden at blive bims i låget. Desværre var det så sjovt, at jeg nok bliver nødt til at prøve det igen. Jeg er selv overrasket over, at jeg gennem hele turen havde en god oplevelse, og at jeg på intet tidspunkt tænker, at det er det dummeste jeg nogensinde har gjort. Dog tager jeg fat i min far på et tidspunkt, hvor jeg er meget træt og siger til ham ’Far, vi skal lige have en alvorlig samtale inden jeg får min næste skøre ide’. Efter jeg er kommet hjem og har hvilet mig lidt, mener jeg ikke det er nødvendigt at tage en alvorlige samtale inden næste projekt.  

Et andet mål for turen var at gøre noget for alle de kvinder, der havner i samme trælse situation som jeg selv gjorde for 4 år siden. Jeg er virkelig glad for alle jeres bidrag som betyder, at vi kan sende 31.850 kr. afsted til arbejdet for kvinder med brystkræft. Ud over at samle penge ind til ’Støt Brysterne’ vil jeg gerne inspirere andre til at forfølge vores mål og drømme. Det er i hvert fald nogle af de ingredienser, der er med til, at jeg kan bibeholde glæden og et positivt fokus i mit liv.

Hvad så nu?

Indrømmet så er jeg ramt af RAD Blues. Jeg synes der er tomt, og jeg mangler et mål. Heldigvis har jeg stadig lyst til at cykle, og jeg har stadig lyst til at udforske ultra disciplinen. Helt hvad det skal være, har jeg ikke besluttet endnu, men jeg har en ide… og jeg glæder mig til at fortælle jer om mine nye mål og drømme.

Kolde facts

• 1607 km
• 101 timer og 59 minutter
• 32.276 kalorier forbrugt
• Ingen siddesår
• Ingen punkteringer
• Tid i bevægelse 3 dage 6 timer og 13 minutter
• Tid ikke i bevægelse 23 timer og 43 minutter

… der skete så meget mere end alt det jeg har skrevet om, og derfor har jeg besluttet at invitere til et oplæg om vores oplevelser i efteråret.